Gå på opdagelse i Regnskoven!

Randers Regnskov er en tropisk zoologisk have, hvor man som gæst færdes i det samme varme fugtige klima som hovedparten af deres dyr og planter normalt lever i. Nogle af dyrene springer eller flyver frit rundt, og gemmer sig bag grene og klipper og pludselig er de meget tæt på.

Randers Regnskov består af 3600 m2 tropeudstilling i form af tre kupler med dyr og planter fra verdens tre store regnskovskontinenter: Sydamerika, Asien og Afrika. Derudover kan man besøge det Asiatiske Slangetempel, hvor ugiftige snoge og kvælerslanger lever frit, den mørke Afrikagrotte med nataktive dyr, og den sunkne fregat ”Sirenen”, hvor du kan opleve et væld af farvestrålende saltvandsfisk og koraller fra verdens koralrev.

Den mørke Afrikagrotte var lidt skræmmende for min søn på 5, der i mørket kunne skimte kakerlakker alt imens flagermus fløj hen over hovedet på ham. Jeg må indrømme, at det også var lidt grænseoverskridende for mig at have flagermus rundt om ørerne, men en sjov og anderledes oplevelse, som man skal unde sig selv, omend man lige går med en anden i hånden.

I Sydamerika finder man Jungleprofessorens hytte, og hans efterladte jeep. Det er også her man møder de frække næsebjørne, som leder efter noget at spise i køkkenet, alt imens de roder rundt i potter og pander.

Da vi var på besøg så vi udover næsebjørnene nogle frække aber, som gik ombord i madvognen, som en ansat kørte med. Dyrepasseren havde lige forladt vognen lidt, og selvom den var sikret med gaffatape og andre ting, så formåede aberne er komme ind til maden og tømme en tallerken. Han fortalte, da han kom tilbage, at der ofte var lidt problemer med de frække aber, som hele tiden fandt nye veje til at komme ind i den sikrede madvogn, men med et sprøjt vand, var de hurtigt væk igen.

Handicapvenligheden
I Regnskoven kommer man rundt via stier og trapper, men også højere oppe på gangbroer, som giver et flot overblik over området oppefra. Man skal derfor som gangbesværet også kalkulere med, at der er disse smalle stejle trapper nogle steder, ligesom gangbroerne næppe er egnet til kørestole og barnevogne. Når det så er sagt, så er Regnskovens bugtede stier lavet, så de generelt er tilgængelige for kørestolsbrugere, og over 95% af udstillingen kan ses uden adgang til gangbroerne og udsigtspunkterne, ligesom der er elevator ved indgangen. Stiernes bredde er mindst 90 cm og de fleste steder over 200 cm. Der kan nogle steder være lidt glad pga. det fugtige vejr, så fladt godt fodtøj vil være at anbefale.

Det asiatiske slangetempel er lidt specielt. Her skal man nok ikke lige gå ind, hvis man har en fobi for slanger, for her findes fritlevende pytoner og snoge, ligesom der er tudser og gekkoer. Egentlig er det meget sjovt at gå derinde og få øje på, hvor der ligger en stor Python, men min mindste på 5 år havde det dog bedst med lige at holde mor i hånden imens :o)

I Asien finder man blandt andet Komodovaranen, som er 4 år gammel og kom til Regnskoven i 2012 fra en Zoo i England. Komodovaranen er verdens største øgle, og kan blive op til 3m lang. Dens spyt har en høj koncentration af bakterier samt en gift, der forhindrer blod i at størkne, så der skal derfor ikke mere end et enkelt bud til for at dræbe selv større byttedyr.

Må ikke røres !
I Randers Regnskov er reglerne meget enkle omkring dyrene – man må IKKE røre. Mange af dyrene lever vildt i regnskoven, og man kommer ofte tæt på, og har rent faktisk muligheden for at røre, men dels ved man jo ikke, om dyrene bider, og dels er dyrene slet ikke så vilde med, at man rører ved dem, så man skal respektere dem, og deres levevis, når man besøger Regnskoven.

Randers Regnskov har mange andre spændende oplevelser og dyr, end dem jeg har fremhævet, og det er et meget anderledes udflugtsmål end de andre Zoo’s i Danmark, fordi der dels er en meget højere temperatur derinde, hvorfor man også er nødt til at tage overtøjet af, når man går rundt, men dels også fordi mange af dyrene er anderledes og ikke mindst springer frit rundt omkring dig, når du går derinde.

Det er spændende for børnene at gå rundt på de krogede stier, og få øje på dyrene i buskene eller oppe i træernes toppe, og vores børn på henholdsvis 5 og 9 år, gik meget op i at spotte, hvor der sad nogle dyr og gemte sig. Det er naturligvis ikke alle dyrene, der lever frit derinde, vi så også en dejlig stor fugleedderkop, som heldigvis var lukket inde, ligesom vi så flotte fisk og sågar en haj, som børnene kunne opleve på klos hold igennem en kuppel, hvor man stak hovedet ”op til ” hajen.

Vi har altid madpakker med, når vi er på udflugt, og også i Randers Regnskov findes der et madpakkeområde, både indendørs og udendørs. Der er dog også ved forhallen mulighed for at købe mad, is og selvfølgelig souvenirs.

Lige udenfor Randers Regnskov findes Danmarksparken, hvor der er naturlegeplads, mulighed for at spise medbragt mad, eller købe hjemmelavet mad baseret på danske råvarer. Der er også bondegårdsdyr og en spiselig have, men eftersom vi var på besøg i januar måned i snevejr, sprang vi udendørs delen over.

Vi havde en rigtig hyggelig vinterdag i tropevarmen, hvor vi glemte alt om sne og frostvejr, og jeg kan bestemt anbefale Randers Regnskov til andre børnefamilier, som ønsker en lidt anderledes zoo oplevelse med fokus på andre dyr end lige elefanter, giraffer og zebraer.

Helle Hansen
Skribent Sjovforbørn.dk

Skriv et svar