Bibelselskabet har i de seneste år samarbejdet med kendte forfattere og illustratorer om gendigtning og formidling af mange bibelfortællinger.
Denne gang er turen kommet til historien om Noa, der her formidles af Bjarne Reuter.
Det er ikke første gang, at Bjarne Reuter genfortæller en bibelhistorie i samarbejde med Bibelselskabet. Ligesom tidligere er der tale om en velformidlet genfortælling, der gør bibelfortællingen nærværende og levende.
Noa er et relativt detaljeret bud på den klassiske fortælling om Noa og arken. Den fortæller om fiskeren Noa, der sammen med sin søn kender havet ud og ind. De sætter pris på havet.
En dag fornemmer Noa at noget skal ske. Han beder Jafet blive hjemme fra deres sædvanlige fisketur. Alligevel drager begge til havs. Jafet dykker ned i havet. Mens det sker, bliver Noa væltet ud ad båden af store bølger! Noa fornemmer, at nogen kalder på ham. Nu ser han en gigantisk søjle fra himlen, og Gud taler til ham. Noa er udvalgt til at bygge et skib, en ark, som kan føre livet videre for de få, der lever i fred med hinanden.
Nu må Noa redde sin søn Jafet, der stadig er på havets dyb, og så skal familien sammen bygge det store skib. Noa fortæller sin familie om Guds ord, og om at der venter en regn, der vil udslette alt levende. Sammen gør de, som Gud har ønsket.
Bjarne Reuters genfortælling ligger sig meget op af forlægget. Eneste væsentligste forskel er sidehistorien med Jafet, men den fungerer fint.
Illustrationerne er skabt af Kamilla Wicmann, og de er lige i skabet! Der er noget poetisk, humoristisk og eftertænksomt i Wicmanns skønne tegninger, der emmer af varme.
Her er i sandhed tale om at tekst og illustrationer går godt i spænd! Det er en fryd at se, hvordan illustratoren fanger stemningen fra fortællingen og videreformidler den i bogens billedside, så de to dele komplementerer hinanden.
Noas ark er i sin enkelhed en tung og trist fortælling, men Bjarne Reuter formår at løfte og åbne den op for læseren, så man heldigvis kan se nogle positive elementer deri. Bogen kan læses med både mindre og større børn. De større børn kan man fx samtale med om taknemmelighed og håb.
Noa er kort sagt en vellykket bibelgenfortælling med uhyre smukke motiver.